DA DET I SEPTEMBER 1939 behagede en vis malersvend at vende op og ned på verdens gang, var vor mest moderne jager (bortset fra et par endnu næppe operative Fokker D.21) den meget velflyvende og populære Gloster Gauntlet, som iøvrigt også var vort sidste jager-biplan. Iklædt flunkende ny camouflage-bemaling; … >>dølge-maling<<, som det hed i datidens terminologi, fløj 1’eskadrilles Gauntlets, der midlertidigt var flyttet fra Værløse til Oksbøl, neutralitets-patruljering langs Jyllands vestkyst, … hvormed vi imidlertid er godt i gang med at starte bagfra på Gauntlet-historien, som nemlig allerede på det tidspunkt var en god halv snes år gammel.
Gauntlet-prototypen S.S.19 var en tid bevæbnet med ikke mindre end 6 stk. 7.7 mm maskingeværer, nemlig to synkroniserede Vickers geværer forkroppen og 4 tromle-fødede Lewis geværer under planerne.
Gauntlet bliver til
Altså springer vi tilbage til 1928 for li’som at få begyndt i den rigtige ende af historien. Det år fløj Gauntlet’s egentlige >>stamfader<<, Gloster S.S.18 nemlig for første gang som en af ansøgerne til stillingen som RAF’s nye standard-jager, og skønt resultatet af det engelske luftvåbens grundige afprøvning af de konkurrerende prototyper, alle bygget til specifikationF.20/27, blev, at Bristol sejrede med sin Bulldog-jager, var forskellen mellem denne og flere af de øvrige typer så marginal, at 2-3 firmaer besluttede sig for at gå videre med deres projekter for egen regning og risiko.
Således også Gloster Aircraft Co., Ltd., hvis chef-konstruktør H. P. Folland var manden bag S.S.18, der iøvrigt bar serial nummeret J9I25. Folland og hans team arbejdede indædt og utrætteligt videre med J9125, som senere fik type-betegnelsen S.S.19, og efter talrige om-konstruktioner og stadige forbedringer, specielt med hensyn til motorudrustning og bevæbning, overlod man i februar 1933 atter den efterhånden næppe genkendelige J912, til RAF’s test base Martlesham Heath. Resultatet af test-piloternes, grundige gennemprøvning af maskinen, … og endnu et motortype-skift blev, at RAF i september -33 ordrede 24 fly af typen, som ved samme lejlighed fik navnet Gauntlet (Stridshandsken). Man oplevede med andre ord den ikke helt almindelige situation, at Folland’s efterhånden mere end 5 år gamle konstruktion, omend i betydeligt ajourført udgave, kom til at afløse sin oprindelige besejrer, Bristol Bulldog, ved RAF’s jager-eskadriller. Ja, ikke nok med det, for medens Bulldog’en aldrig opnåede at bestykke mere end 9 eskadriller på samme tid, så var Gauntlet, da den i L937 var på sin karrieres tinde, i tjeneste ved ikke mindre end t4 RAF-eskadriller, hvor den blandt piloterne nød en populariet, der var ganske forrygende og som helt overstrålede alle tidligere typers.
Første >>rigtige<< Gloster Gauntlet, K4081, blev færdigbygget og indfløjet i december 1934, og i maj -35 fik RAF’s første Gauntlet eskadrille, No. 19 Squadron i Duxford, leveret 19 maskiner, medens de resterende fem fly af denne første serie blev holdt i reserve. Senere byggedes yderligere 204 Gauntlets fordelt over to serier, og disse fly, der havde betegnelsen Gauntlet Mk. II, afveg fra de 24 Mk. I ved at have en ændret indvendig opbygning, medens de to versioner i det ydre var identiske, ligesom deres mål og ydelser var de samme.
Gauntlet i Danmark
Det danske kapitel af Gauntlet-historien kan man vel passende lade begynde den 23. oktober 1934, da Krigsministeriet, som det hed dengang, gav sin velsignelse til, at Hærens Flyvetropper hos Gloster i England købte en Gauntlet, … eller rettere: Det meste af en Gauntlet, idet dette fly nemlig skulle leveres ubeklædt, uden motor og uden bevæbning for at tjene som model for de 17 maskiner, man ved samme lejlighed sikrede sig licens-rettigheden til at bygge her i landet.
I løbet af sommeren 1939 blev vore Gauntlets camouflage-bemalede, og dette?er det eneste kendte billede af maskinen i denne >påklædning<. Farverne var ret lyse nuancer af olivensrønt og khaki med lys bleg-blå underside. samtidig indførtes neutralitets-bemaling i form af dansk splitflag på finne og haleplan. (Se løvrigt tegningen).
Fremstillingen af de dansk-byggede Gauntlets blev lagt i hænderne på Flyvertroppernes værksteder på Kløvermarken, hvor man allerede havde en ret betydelig produktion af fly på bagen, men dette nye projekt var dog så langt det mest omfattende man endnu havde givet sig i lag med. Hidtil havde man nemlig haft at gøre med fly, hvis opbygning, selv efter datidens forhold, var ret så simpel, idet størstedelen af de 85 maskiner, man før Gauntlet’ens dage havde bygget, var af,… skal vi sige Fokker-opbygning med krop af svejste stålrør og vinger af træ, alt beklædt med lærred. Sammenlignet hermed var Gauntlet en anderledes indviklet nød at knække! Rent faktisk var det en >>nød<< bestående af mere end 56.000 enkeltdele, og typen kan næppe have været meget populær hos de hidtil så travlt beskæftigede snedkere, idet hele flyets indre opbygning var af nittede stål-konstruktioner med aftageligelige aluminium-paneler på forkroppen og lærred på planer og bagkrop. Ydermere arbejdede man for første gang efter engelske tegninger, og alle mål måtte først omregnes fra tommemål til >>rigtige<<<< millimeter-dimensioner, så skønt prøveflyet fra England blev afsendt fra Gloster-fabrikkerne i april 1935, skrev man september -36, tør det første helt dansk-byggede fly kunne gå i luften på sin jomfru-flyvning.
>>Allerede<< i foråret samme år var man imidlertid så langt fremme med de danskbyggede fly, at man kunne færdig-montere og beklæde det engelske model-fly, som nummereredes J-21 og var i luften for første gang i april -36 med daværende kapt. H. L. V. Bjarkov ved pinden. Bjarkov prøvefløj iøvrigt også de resterende fly bortset fra de to sidste, som blev indfløjet af daværende kapt. C. C. Larsen. J-2t, 22 og 23 blev færdige i 1936, og de næste 13 (j-24/37) leveredes i løbet af 1937, medens det sidste fly, J-38, var klar til indflyvning i januar 1938.
Denne samtidige -røntgen-tegning giver et lille indtryk af Gauntlet’s indvendige anatomi. Det ser ikke ud af meget sammenholdt ned et jagerfly af idag!
Alle fly tildeltes Flyvertroppernes 1’eskadrille med hjemsted i Værløse, og her kom de, ganske som i England, til at afløse Bristol Bulldog, omend 1’Eskadrille kun havde beskedne tre Bulldogs at afløse. Disse blev herefter hovedsageligt benyttet som målfly i forbindelse med øvelser i luftkamp etc. Gloster
Gauntlet var en formidabelt velflyvende maskine, hvilket både danske og engelske piloter gladeligt har skrevet under på. Englænderne fastholder, at Gauntlet var det sidste virkeligt kunstflyvnings-dygtige fly RAF har ejet, 99 typen nød dér en enestående popularitet blandt piloterne, som f.eks. efterfølgeren Gloster Gladiator aldrig på noget tidspunkt kom til at konkurrere med til trods for, at samme Gladiator dog ellers også har haft et ret så godt renomme blandt piloter, der har fløjet typen mange steder i verden. Ydermere brillerede Gauntlet ved at være yderst velegnet til at operere fra små, forhåndenværende pladser, og maskinen var i luften på mindre end 90 meter selv med beskedne 8-9 km vind. Landingen foretoges med omkring 80 km,/t, og ved at anvende hjul-bremserne kunne man standse maskinen på ca. 135 m.
Lidt teknik
Gloster Gauntlet var, som allerede nævnt, helt opbygget af metal bortset fra lærredsbeklædningen på vinger og bagkrop. Alle fire vinger havde iøvrigt nøjagtigt samme facon- og indstilling. Motoren var en 9-cyl. luftkølet stjernemotor af typen Bristol Mercury VI S2 på, 640 hk., som på de engelske fly drev en to-bladet Watts træ-propeller, der dog senere på de allerfleste maskiner blev udskiftet med en 3-bladet fast Fairey Reed metal-propeller, … uden at nogen dog på noget tidspunkt har turdet påstå, at denne modifikation gjorde det ringeste til at forbedre maskinens ydelser. Danske Gauntlets var forsynet med en to-bladet Heine propeller af træ.
Understellet var fast med gennemgående hjul-aksel, og de tidligste engelske og et enkelt dansk fly (J-21) var for en kort periode monteret med strømlinede skærme om hjulene. Disse viste sig dog meget snart at være en ganske klam fidus, idet de for det første ganske simpelt var livsfarlige derved, at de ihærdigt samlede græstotter og ophvirvlet jord til sig, hvorved hjulene slet og ret blokeredes, … hvilket så decideret var >>ugodt<<, og for det andet vejede de i omegnen af 25 kg uden til gengæld at påvirke maskinens ydelser mærkbart i positiv retning. Følgelig blev hjul-skærme kun et meget kortfristet fænomen, som man meget hurtigt og meget gerne afmonterede og gemte bort for stedse.
Kun en enkelt dansk Gauntlet var udstyret med hjulskærme, nemlig J-21, der ses på dette billede. Den mørke stribe bag motorens cowling-ring er udsparringen i kroppen for det ene af de to 8 mm Madsen M35 maskingeværer, der udgjorde bevæbningen på danske Gauntlets. Yderligere kunne 100 kg bomber medføres i bombeophæng under underplanerne. Engelske maskiner havde to 7.7 mm Vickers Mk V maskingeværer. Instrumentbrættet i en Gauntlet var unægtelig noget nemmere at overse end dem, man i dag har i en ensædet jager.
Gloster Gauntlet målte mellem plan-tipperne 10.00 m, og længden arr 7.98 m. Maskinen havde et planareal på 29.2 m2, og den vejede henholdsvis tom og fuldt lastet 1.315 og I.790 kg. Største hastighed opnåede den i en højde af 4.575 m, hvor den var god for 366 km/t og den marcherede med 290 km/t. Ved jorden var stig-hastigheden 6.730 m/min., og tjeneste-tophøjden var 10.215 m. Største rækkevidde var 93O km med en benzin-beholdning på 365 l.
Tegning af Gloster Gauntlet i engelsk og dansk bemaling
Vore Gauntlets blev brugt flittigt, indtil den tyske besættelse i april 1940 satte en stopper for al dansk militær-flyvning. Fem fly, (J-26, 27, 31, 33 og 35) var på det tidspunkt gået tabt som følge af ulykker, der iøvrigt alle krævede menneskeliv, og J-32 gik tabt under tyskernes angreb på Værløse den 9. april om morgenen. Ved samme lejlighed blev J-25, 28, 29, 30 og 38 mere eller mindre beskadiget. Disse fem blev dog senere atter sat i flyveklar stand, inden de sammen med de øvrige fly af typen blev opmagasinet på Kløvermarken, … og herefter er alle spor efter vore Gauntlets visket bort. Ingen ved tilsyneladende, hvad der blev af vore sidste biplan-jagere, efter at de den 29. august 1943 blev overtaget af tyskerne, men alle, der havde med dem at gøre i deres velmagts dage, husker dem. Husker dem som noget af det mest velflyvende, der har båret den rød-hvide kokarde på sine vinger.
Artiklen er afskrevet fra et gammelt udklip fra Populær Mekanik eller Hobby Bladet 1968 eller 1969. Hvis du ved, hvem E. Tage Lasser er/var hører jeg gerne fra dig, så jeg kan få behørig tilladelse til at vise denne artikel.